En gratis Officepakke

Written by on 25. februar 2013 in IT - 4 Comments
Gratis Officepakke

Jeg er stolt af at fortælle, at nojsom har indledt et samarbejde med Allan Bojsen fra nettips.dk. Allan er min gamle gymnasiekammerat og han driver siden nettips.dk med masser af tips til gode råd på it-fronten.Derudover er han uddannelseskonsulent i dejlige Svendborg. Allan vil jævnligt skrive små artikler til nojsom om sit felt. Gode billige eller gratis tips til nettet – helt i nojsoms ånd. Men kig også forbi hans egen side. Han lægger for med et rigtig godt tip. En gratis officepakke. Jeg gir ordet til Allan:

“I disse dage har Microsoft travlt med at gøre reklame for deres nye Office-pakke, altså den såkaldte kontorpakke, der typisk indeholder programmer som Word, Excel, Outlook og PowerPoint. Microsoft har netop udgivet to nye og spændende versioner, som hedder Office 365 og Office 2013. Office 2013 er vel nærmest blot en opfølger af den Office-pakke, som mange læsere her på nojsom kender i forvejen, mens Office 365 indeholder et nyt interessant aspekt: en Office-pakke, der ligger oppe i skyen, og hvor man nemt og hurtigt får fingrene i fx Word eller Excel ved at logge ind på en hjemmeside. Dermed har du altid disse programmer ved hånden, uanset hvilken computer eller tablet du sidder ved. Desuden gemmer du dine filer online. Det er nemt, hurtigt og vældig smart.

Hagen ved Office-pakkerne fra Microsoft er prisen. Det er nemlig ikke alle, som har lyst til at betale gode kroner for nogle ellers fortrinlige programmer. Prisen for Office 365 starter på cirka 24 kroner om måneden, mens Office 2013 koster fra cirka 1.000 kroner. Hvis man gerne vil spare lidt penge, er der gratis alternativer til Microsoft Office. En af de allerbedste gratis kontorpakker hedder Libre Office.

Og det er jo næsten for godt til at være sandt, men Libre Office er en komplet kontorpakke, der indeholder en lang række gode programmer, som tilfredsstiller de fleste, der har behov for den slags hjælpemidler i det daglige. Libre Office virker både til Windows, Linux og Mac, og selv om pakken baseres på det ”frie” format, ODF, kan pakken sagtens læse filer fra Microsoft Office-programmer som Word og Excel. Det er der ingen ben i!

Og du går næppe søvnløs i seng, fordi du mangler et kontorprogram, der skal hjælpe dig med morgendagens rapport eller opgave. Libre Office er nemlig veludstyret. Du får således

  • Tekstbehandling
  • Regneark
  • Præsentation
  • Database
  • Tegning

Og prisen er som sagt helt gratis. Du skal downloade omkring 200 MB, og herefter installerer du blot hele molevitten. Det går mere eller mindre automatisk, og så er du ellers vældig godt kørende på kontorsiden. Libre Office er såkaldt open source, hvilket på jævnt dansk betyder, at det er gratis og fortsætter med at være det. Desuden udvikles pakken konstant, så diverse forbedringer automatisk kan erstatte tidligere versioner. Libre Office fås også i en dansk udgave.”

http://da.libreoffice.org/

4 Comments on "En gratis Officepakke"

  1. Søren 25. februar 2013 at 11:16 · Svar

    Hej! Kan du anbefale en god og gratis antivirussoftware? Mvh. Søren

  2. Allan 25. februar 2013 at 15:04 · Svar

    Hej Søren,
    Det er et supergodt spørgsmål. Jeg vil straks fare i blækhuset og se om jeg kan forfatte noget brugbart!

  3. Martin Andersen 12. marts 2013 at 12:03 · Svar

    Som redigeringssoftware er LibraOffice helt fint, men pas på med at stole på at den blot læser dine excel, powerpoint og wordfiler fejlfrit. Det kan anbefales at installere Microsoft’s gratis viewere ved siden af.

  4. Claus Henriksen 30. juni 2013 at 19:44 · Svar

    Det kan godt være at LibreOffice ikke er på højde med Microsoft Office. Men grundsubstansen i kontorprogrammer har ikke ændret sig i mange år, så man kan sagtens nøjes på dette punkt.

    Gælder iøvrigt også for hele PC brugergrænsefladen. Open Source operativsystemet Ubuntu kan fint erstatte eller supplere Windows/Mac.

Leave a Comment