Anna går ind for at bytte hus

Written by on 15. januar 2013 in Byt hus, Ferie, Mød hr. og fru nøjsom, Rejser - 2 Comments
Anna Thygesen

Anna er en af dem, der har haft masser af gode oplevelser med at bytte sit hus i ferien. Tænk hvor mange huse, der star tomme rundt omkring I verden, når vi alligevel ikke bruger dem.

Jeg har talt med Anna om hendes erfaringer:

Hvordan fik I ideen til homeexchange?
Idéen til at bytte bolig med familier fra andre lande, havde egentlig ligget og luret længe. Jeg kendte en del, som alle gjorde det og de var helt vilde med konceptet, så det var vist mere et spørgsmål om at tage sig sammen, finde den rigtige hjemmeside, få lavet en profil og komme i gang.

Og hvorfor?
Da jeg var yngre rejste jeg meget og jeg har boet i mange lande, og har derfor også altid haft mange venner i mange dele af verden, som jeg har besøgt og de har besøgt mig. Men når man bliver ældre, stifter familie og hele baduljen, kan det godt knibe med at holde alle venskaberne kørende, så egentlig bruger jeg homeexchange som en slags erstatning for at besøge venner i udlandet. Jeg kan enormt godt lide at få en mere personlig tilgang til feriestedet, for det meste gør, familierne man bytter med, sig den anstrengelse at introducere lokalområdet, det kan være alt fra turistbrochurer, der ligger, en mappe med gode tips om restauranter, sightseeing, shopping, supermarkeder etc. Vores nabo benytter sig også af homeexchange og hvis de er hjemme, når vi har en udenlandsk familie boede, kommer de lige over og siger hej og spørger om der er noget, de kan hjælpe med og vi gør selvfølgelig det samme for dem.
Så homeexchange er en god mulighed for at komme lidt tættere på et feriested uanset om det er storbyferie, strand eller oppe i bjergene, samtidig med at man holder budgettet nede. Vi vælger tit at bytte med familier, der har børn og vores 9 årige søn, synes det er en fest at indtage et andet barns værelse med hvad det nu indeholder af legetøj og ting og sager. Meget sjovere end at sidde på et hotel værelse eller en steril ferielejlighed. Med homeexchange er der krydderier i skufferne, støvsugerposer på hylden og alt fungerer.

Hvordan har det været?
Vi har kun haft gode oplevelser, begge veje. Alle passer enormt godt på hinandens ting, man ved jo, at der også kommer nogen i ens eget hjem, så man opfører sig som man gerne vil have, at de gør i ens eget hjem. Især kan vi godt lide at bytte med folk i storbyer, det er simpelthen så rart at have en ordentlig base i en storby og de rigtigt gode hoteller i storbyer koster altid kassen.

Det er min oplevelse, at mange ikke-danske familier, der benytter sig af homeexchange, er rigere end os – dvs. deres hjem er sådan lidt federe end det man selv har og det er super fedt- Ikke at de så bliver skuffede, når de kommer til DK, de har åbenbart researchet sig frem til, at vi er sådan nogle middelklassemennesker, ikke fattige og ikke rige – alle sammen!

Hvilke oplevelser har det givet jer, som I ellers ikke ville have fået?
Vi har haft en masse gode oplevelser med at møde naboer og familie til den familie, vi selv bytter med, og de har gjort alt muligt fra at en nabo tog os med på deep sea fishing, engang vi byttede med en mexicansk familie på Yucatan halvøen, til at blive inviteret med til et dejligt grill party hos en slægtning til den familie, vi byttede med. Sådan noget har jeg sgu aldrig oplevet, når jeg bare booker et hotel.

Er det ikke underligt, at andre mennesker skal bo i jeres hus og I i andres?
Nu har jeg aldrig haft problemer med at lade andre bo i mit hjem, hverken barnepiger, studerende eller folk, der lige stod og manglede en bolig i et stykke tid, så det er da det mindste problem, men jeg kan forstå, at det er en barriere for mange, og den skal man jo nok komme sig over, hvis homeexchange skal være sjovt.

Gode tips til andre, der gerne vil i gang?
Brug en del tid på at researche på hvilke sider, man synes er fede, tjek de andre danske boliger ud og prøv at lave en søgning på sitet på, hvor du gerne selv vil hen og se hvad de kommer op med.

Men ellers er det sgu bare om at komme i gang og være aktiv, både med at tilbyde sin egen bolig til andre og med at byde ind på deres bolig, der kommer absolut intet ud af at sidde og lure…

Eksempler på homeexchange-sider:

www.bytbolig.com

 

www.homeforexchange.com

www.homeexchange.com

www.1sthomeexchange.com

bytte hus

2 Comments on "Anna går ind for at bytte hus"

  1. Annette Sommer 3. februar 2013 at 11:51 · Svar

    Hej Anne
    har læst med stor interesse omkring hus bytte . Det lyder jo som en rigtig god ide og kan holde ens ferie budget nede på et noget lavere niveau.
    har lige et spørgsmål som går på hvad gør man med ens ting. giver man plads i skabe til tøj ?
    Hvordan foregår det forsikings mæssigt ? Hvis der bliver ødelagt noget hvem dækker ? hvad med indbrud ? Hvis der er indbrud mens man har byttet hus ? er der nogle retningslinier ?

    Håber du evt kan svare.

    vh annette

    • Trine 3. februar 2013 at 12:46 · Svar

      Hej Annette – da jeg selv har byttet bolig tillader jeg mig lige at svare dig, for det er et rigtig godt spørgsmål, som mange sikkert gerne vil have svar på.
      Din indboforsikring dækker ikke, hvis din bytttefamilie stjæler fra din bolig. Da du selv har givet dem adgang, opfatter forsikringen det som simpelt bedrageri. Begås der derimod indbrud, sprænger et vandrør eller brænder huset, mens din gæstefamilie bor der, dækker din forsikring præcis som hvis du selv var hjemme.
      Kommer din byttefamilie til at skade fx indbo eller bil, er det deres egen forsikring, der dækker. Du skal også huske at sikre dig at din forsikring dækker, hvis du kommer til at ødelægge noget i hjemmet hos din byttefamilie.
      I aftalen og korrespondancen med byttefamilien er det under alle omstændigheder en god ide at minde hinanden om at tegne rejseforsikringer og at sørge for, at disse dækker selvforskyldte skader på indbo eller eventuel bil.
      Den familie vi byttede med havde ikke brug for alle fire værelser, så jeg stillede det mest værdifulde og sarte og det med størst affektionsværdi op i et værelse, jeg aflåste. Alternativt kan man jo gøre det hos naboen eller hos venner.
      Grundlæggende tror jeg dog det er vigtigt at have tillid – det har den anden familie jo også til jer og har man fundet hinanden igennem officielle byttefirmaer ved man jo tilpas meget om hinanden til at det er usandsynligt man vil snyde.
      I vores tilfælde havde vores byttefamilie et dansk familiemedlem, der kom forbi og aftalte de nærmere detaljer. Alternativt kan man få en nabo eller en ven til at tage imod gæsterne eller arrangere en lille tidsforskydning, så man først selv tager afsted, når man har overdraget huset. Det giver lidt ekstra ro.
      Held og lykke med det.
      KH Trine, nojsom

Leave a Comment