Jens-Arne forstår at rejse billigt

Written by on 29. december 2012 in Ferie, Rejser, Tips - 11 Comments
foto[2]

Jeg har en rigtig god ven, der næsten altid lige er kommet hjem fra et spændende sted – eller er på vej afsted. Han har fast omend fleksibelt arbejde og en helt almindelig løn. Alligevel får han råd til at rejse 4-5 gange om året. Korte og lange ture. Om få dage tager han tre uger til Brasilien. Det er tredje gang han skal derover. Sidste år holdt han nytår i Sydney.

I mellemtiden har han bl.a været i Georgien, i Marokko og Tunesien.

Han har en tommelfingerregel om, at han gerne vil besøge et nyt land hvert år. I år var det Georgien. At det lige netop blev Georgien var simpelthen fordi det var den absolut billigste destination, han kunne finde den uge, han skulle afsted. Det var fantastisk. Han vandrede i Kaukasusbjergene, badede i Sortehavet.

Han kan rejse billigt. Her deler han et par tips med nojsom.dk.
”Jeg bor billigt og har en lille opsparing – resten bruger jeg til at rejse. Sådan har det været siden jeg var 17, hvor jeg tog på Interrail for første gang. Jeg er ikke optaget af materielle ting. Den dag man ligger på sit yderste tror jeg ikke man tænker på sin Arne Jacobsen stol. Mine minder er mit kæreste eje,” fortæller han.

Han bruger rejsesøgemaskiner, når han skal finde billige billetter. Og er mest begejstret for Momondos. Her vises priserne nemlig også i et grafikprogram, så man kan se prisudsvingene fra dag til dag.

”Et godt trick er ikke at flyve fredag, lørdag  og søndag – her er priserne altid dyrere. Kan man tage en ekstra fridag en mandag, er der rigtig mange penge at spare her.

Et andet trick er at købe rejsen på sit MasterCard.

”Når jeg betaler flybilletten med mit MasterCard, der er tilknyttet SAS og deres samarbejdspartnere, samler jeg samtidig point til den næste rejse eller til bil eller hotel på rejsen,” siger han.

Han bruger som eksempel hans billet til Brasilien, som han har købt hos Lufthansa. Den var lidt dyrere end hos British Airways, men han samler så mange point sammen, at han næsten har råd til en halv tur til Norge.

Når det kommer til at bo er han også nøjsom.
”Jeg lejer ofte lejligheder via airbnb.com. På min kommende rejse har vi lejet en lejlighed i Argentina til 3500 for en uge, incl. tagterasse og pool. Det kunne jeg aldrig få råd til ellers.

På hans rejser har han altid følgeskab af Lonely Planets guidebøger. Dem køber han på nettet via Amazon inden han tager af sted. På Amazon er der i hvert fald mindst 100 kr. at spare i forhold til at købe dem hos boghandlere i Danmark.

”Når jeg skal finde steder at bo går jeg ofte efter Lonely Planets gode tips. I Georgien fandt vi f.eks. et hostel i en stor gammel herskabslejlighed lige på hovedstrøget. Her var krystallysekroner, altaner og badeværelser for 150 kr. pr. nat. Jeg gider ikke bruge mange penge på hoteller. Jeg vil hellere bruge mine penge på noget andet ,men det er jo en smagssag.

Når det kommer til mad sparer jeg til gengæld ikke,” siger Jens-Arne.

Et sidste tip er selvfølgelig –  hvis man kan – at rejse udenfor sæsonen og at vente til sidste øjeblik.

I slutingen af maj, starten af juni er der ofte gode tilbud. Og kan man vente med at beslutte sig til en uge før, så er der masser af penge at spare her, hvis man er lidt ligeglad med om ferien går til Korsika eller Madeira eller noget helt tredje.

Tips:

  • Brug søgemaskiner – Momondo er god
  • Rejs ikke fredag, lørdag, søndag – det er de dyreste dage
  • Køb rejsen på Master Card og spar point op til næste tur
  • Køb Lonely Planet på nettet og gå efter deres ‘topchoices’
  • Tjek bolig via airbnb.com
  • Rejs udenfor sæsonen
  • Beslut dig sent og spar penge

 

11 Comments on "Jens-Arne forstår at rejse billigt"

  1. michelle Hviid 2. januar 2013 at 11:55 · Svar

    Sjovt. Jeg blev lige gjort opmærksom på denne her blog, da jeg postede en som var næsten enslydende :) http://michellehviid.dk/2013/01/at-rejse-er-at-leve/ – Jens Arne er KLOG. Kh Michelle

  2. Stephanie 7. januar 2013 at 22:23 · Svar

    Hej Jens-Arne. Kunne det tænkes at nogle af dine flyrejser kunne gøres med tog eller bus i fremtiden? Så vil man kunne spare riktig meget CO2 på sine rejser. En livsstil som den du beskriver er rigtig dyr for miljøet, så jeg håber du tenker på hvordan du kan aflede dit klimaforbrug andre steder i hverdagen.

    Rejser er liver for nogen, men i fly bidrager de rigtigt meget til klimaændringer, som bliver døden for andre. Tænk før du rejser, specielt med fly.

    • Trine 9. januar 2013 at 11:06 · Svar

      Kære Stephanie
      Tak for dit indlæg. Jeg ved, at Jens-Arne lige nu nyder livet i Brasilien, så du får en kommentar fra mig. Jeg er hel enig i og bevidst om, at flyrejser er belastende for miljøet.
      Men jeg ved også, at Jens-Arne f.eks. ikke har en bil, at han aldrig smider mad ud, at han hverken har fladskærme eller elektroniske gadgets fra Apple (eller andre)
      Rejser er vigtige for ham – det er det han prioriterer – og han ´sparer´så på noget andet. Det er sådan jeg forstår nøjsomhed – at man prioriterer noget og gir den gas og sparer på noget andet. Både set i ens eget lille budget, men også i den store sammenhæng. God dag. KH Trine

  3. Salik Rosing 14. januar 2013 at 15:35 · Svar

    Trine, det er helt rigtigt at det er dejligt at rejse, men i forhold til klima er det flyrejser noget af det værste man kan gøre.

    En måde at tænke klimavenligt forbrug er at se på hvor meget CO2 man udleder pr. krone man bruger. Det bliver f.eks. behandlet i denne udgivelse fra tænketanken CONCITO
    http://concito.dk/contant

    I den optik er flyrejser helt i top over udledninger, specielt de lange ture til f.eks. Brasilien. Så hvis man skulle foreslå nogle ændringer i Jens-Arnes sikkert herlige og spændende rejseliv, så er det, at han måske skulle rejse i længere perioder og så knap så mange gange. Tag for eksempel en lang tur med tog gennem Europa frem for fire korte med fly- og så en gang hvert fjerde eller femte år en måned til Sydamerika, Afrika eller hvor man nu vil hen.

    • Trine 14. januar 2013 at 22:56 · Svar

      Hej Salik. Tak for dit informative indlæg. Som jeg har svaret en anden, så ved jeg Jens-Arne netop nu er ude at rejse og jeg svarer derfor. At folk vil holde op med at rejse med fly anser jeg som helt urealistisk, men hvis man har ‘klimasamvittighed’og gerne vil bidrage trods sit flyforbrug, så kan man jo undvære bilen, have et par kødløse dage etc. Og det ved jeg at Jens-Arne gør, men dejligt med dine input til, hvordan man kan begrænse sin udledning. Kh trine

  4. Salik Rosing 18. januar 2013 at 17:13 · Svar

    Hej Trine

    Det kan godt være det er urealistisk at folk holder op med at rejse med fly- i hvert fald inden for de nærmeste årtier, men det som jeg (og Stephanie, tror jeg) måske opponerer lidt imod er at historien om en mand der rejser 4-5 gange om året kommer til at stå på en side om nøjsomhed. Med det energiforbrug og den drivhusgasudledning der er forbundet med flyrejser er det altså alt andet end nøjsomhed.

    Jeg håber ikke jeg virker for prædikende, men det her er altså en historie om en mand der har et dejligt liv, ikke et nøjsomt liv.

    • Trine 20. januar 2013 at 11:22 · Svar

      Godt med debat,Salik. Tak for det, men jeg er ikke enig. Jeg kan allerede se, at der er mange måder at fortolke nøjsomhed på – nogle mener f.eks. ikke at man kan være nøjsom, når man er rig. Andre som dig, mener ikke man kan være nøjsom, når man rejser meget med fly. Jeg tror det for det moderne menneske er svært at være nøjsom på alle punkter og finder det helt urealistisk at danskerne vil forsage flyrejser. Jeg ønsker ikke at lave en side for de få, der vil gå hele vejen og som i forvejen er overbeviste. Min mission er at opfordre til mere nøjsomhed, på de punkter, hvor man som individ mener det er realistisk at man kan bidrage. Mange bække små – og jeg tror ikke vi at det er realistisk at vi som enkeltindivider kan løse flytrafikkens co2-problemer – det er myndigheder, teknologi og økonomi, der gør det og det er de jo heldigvis også godt igang med.

  5. Salik Rosing 21. januar 2013 at 21:43 · Svar

    Undskyld, men jeg har ikke sagt at man ikke kan være nøjsom hvis man flyver meget- det kan man sagtens. Men det at flyve I SIG SELV, det er ikke nøjsomt.

    Problemet er, at Jens-Arne nok lever et nøjsomt liv til daglig, men den historie der bliver publiceret om ham handler om det aspekt af hans liv hvor han (og mange andre danskere, mig selv inklusive) på ingen måde er nøjsom.
    I en verden med alvorlige klimaproblemer, og måske inden for nogle årtier mangel på billig olie, der er det ikke nøjsomt at bruge så enorme mængder energi på at blive transporteret kloden rundt. Det kræver mere end økonomi, lovgivning og teknologi, det kræver et holdningsskift. Og ja, det er svært at skabe, men det bidrager i hvert fald ikke til det, at en historie om en mand der flyver på 4-5 ferier om året bliver fremlagt som et eksempel på nøjsomhed.

  6. Jens Boll 24. april 2013 at 17:28 · Svar

    Nu må Jens-Arne da være kommet hjem fra Brasilien? Eller er han fløjet et andet sted hen? Jeg vil godt tilslutte mig Salik. Måske skulle der blot i indlægget ligges vægt på hvordan Jens-Arne lever nøjsomt til hverdag og ikke på hvordan han får billige flyrejser, som alt andet lige er en stor miljøbelastning. Som jeg ser det må hans klimabelastning være mindst lige så stor som en gennemsnitsdanskers, om end endnu større, og så tager han tilfældige uplanlagte steder hen, bare det er billigt. Holder nytår i Sidney, sikkert en stor oplevelse at have med sig, men også en klimabelastning af de helt store. Jeg er på ingen måde hellig, men som Salik påpeger virker det som et rigtigt dårligt eksempel da der er fokuseret på de billige flyrejser og ikke nøjsomheden i hverdagen. Der er ingen grund til at opfordre til at vi flyver yderligere end vi allerede gør. En tur til New York og retur svarer næsten til halvdelen af hvad en gennemsnitsdansker udleder på årsbasis, så det er godt der er mange, som lever mere nøjsomt end Jens-Arne. http://www.okoliv.dk/natur-miljoe/flytrafik-og-co2-udledning/

  7. Morten Mibelli 28. juni 2014 at 15:37 · Svar

    Svar til alle dem som kritiserer Jens-Arne for sine flyrejser:
    Som jeg forstår blog-indlægget, så er Jens-Arne ikke en af dem som køber sine rejser mange måneder frem, og deraf kan han ikke skabe den yderligere efterspørgsel på flyrejser som I påstår.

    Hvis man er forretningsrejsende med presset tidsskema så har man behov for afgange på alle tider af døgnet. Hvis man er familie som rejser samlet og vil have mest tid sammen, så har mange behov for afgange som ligger i starten af ferierne.
    På alle disse mange afgange er der nødvendigvis en vis mængde af spild!

    Hvis man så er smart, som Jens-Arne er, har tiden og lysten til at undersøge hvornår denne spild opstår så kan man komme rigtig langt – UDEN at forbruge særlig meget!

    Hvis passagersæderne ikke bliver fyldt op så er de spildte.

    Det er næsten som at sige at man ikke må købe de varer, der er nær “mindst holdbarheds”-dato, fordi det udleder ekstra CO2

    • Trine 7. juli 2014 at 18:46 · Svar

      Interessant, vinkel, Morten!

Leave a Comment