Kongeligt genbrug

Den norske kronprinsesse vakte i weekenden opsigt i Norge, da hun viste sig med en kjole hun også bar for seks år siden. Det manglede da bare. Det rigtig fine ved den norske kronprinsesse er, at hun også er begyndt at sælge sit brugte tøj på nettet – overskuddet går direkte til en miljøfond,som hun dermed støtter. Det er jo ikke fordi salget af hendes tøj ændrer verden, men det er et signal. Et signal om, at selv dem der har råd og som skal bruge rigtig meget tøj til repræsentation kan gå forrest og vise vejen med sund fornuft. Hvor mange meter tøj mon ikke der hænger i de kongelige gemakker, som de aldrig eller sjældent går med? Så rigtig godt, at det at sælge brugt tøj på nettet nu er nået helt ind på de skandinaviske slotte – gid flere måtte følge den norske prinsesse.

Berit køber intet nyt i et år

For et halvt år siden besluttede jeg -som et eksperiment – at jeg ikke ville købe noget nyt i et helt år. Med visse undtagelser.

Som freelancejournalist kan det være nødvendigt at strække budgettet, men jeg havde også et behov for at tage afstand fra hele forbrugstankegangen og køb-og-smid-væk kulturen. Fra starten af havde jeg visse undtagelser – jeg ville f.eks. ikke købe brugte løbesko, kosmetik eller lade det gå ud ove mine børn, at jeg har fået denne fikse idé.

Her et halvt år efter kan jeg se, at det er lykkedes nogenlunde, selvom jeg har været nødt til at gå på nogle kompromiser. Jeg havde f.eks. brug for nogle arkivkasser og jeg kunne ikke finde nogle, der passede, så dem har jeg købt nye. Men ellers går det faktisk fint. Jeg har fået flere penge og råd til mere – f.eks. har jeg lige indrettet en hel hyggekrog på 1. sal med sofaer, tæpper og stole – alt sammen købt som genbrug. Det er en større tilfredsstillelse, ligesom jeg har fået nogle ting, jeg ellers ikke ville have kunnet finde.

Mit eksperiment skal ikke forstås som et korstog mod at købe nyt, men som en opfordring til at tænke sig om en ekstra gang. Det er svært, når man er en del af en shoppingkultur, hvor det at købe nyt hele tiden næsten er blevet en vane, i stedet for at købe brugt eller reparere det man har. Min erfaring er, at venter man et par dage, så er det stykke tøj eller den elektroniske dims, man ønskede sig, pludselig ikke SÅ vigtig. Og det er en stor tilfredsstillelse ikke t være en del af hele det ræs.

Når året er gået og mit eksperiment rinder ud, tror jeg, at jeg i høj grad vil fortsætte den her livsstil, for så har jeg fået ændret mine vaner og det bliver nok ikke så vanskeligt som det første år.                                                               Berit Viuf, freelancejournalist

 

Christel arver fra de andre

Det slog mig en dag, da jeg kiggede rundt i vores stue, at det meste af det vi har, er noget vi har arvet. Vi har vores venners sofabord, min søsters gamle sofa, stole fra nogle andre venner.

For mig er det vigtigste, at det er hyggeligt og jeg vil f.eks. hellere bruge penge på god mad til vores gæster end på, at de kan sidde i en fancy designerstol.

Mine tre drenge ville gerne have et lidt sejere fjernsyn. Vi må være nogle af de eneste der ikke har en fladskærm, men jeg nægter at smide det gamle ud, så længe det virker.

Og jeg kan blive fuldstændig glad inden i, når jeg ser at mine børn ikke smider noget ud, der virker. Det er alfa og omega, at de fatter at man ikke bare kan blive ved med at købe nyt og smide ud på den her jord.

Ting er ikke vigtige for mig, bare jeg kan betale mine regninger og at mine tre dejlige drenge har en cykel hver og en telefon

Med tøj kører jeg samme stil. Jeg synes det er patetisk at gå efter den nyeste trend, det er ikke interessant. Derfor får jeg rigtig meget tøj af mine veninder.

I det hele taget er det rystende hvad folk smider ud – tag til et storskrald i Hellerup og du kan møblere et helt hus.

Til gengæld er der brug for at vi kigger lidt på vores madspild – det har vi fokus på hos os for tiden.

Christel Skousen Thrane, direktør

 

Camilla går på æblerov

Hver sommer og efterår er der altid en masse venner og bekendte, der taler om alt det frugt, der ligger og går til i deres haver – og de bliver simpelthen så lykkelige, når jeg tilbyder at komme og plukke. Så det gør jeg. Det er en win-win:-).
Og så laver vi tit en hyggelig dag ud af det, hvor vores unger hjælper med at plukke og vi får sladret lidt samtidig.
                                                                                                                                                                                    Camilla Gohs Miehe-Renard