Jeg samler på øjeblikke. På de små særlige ting, der gør, at man husker lige netop den ene dag fra den anden. Skønne minder er noget, vi har for evigt.

Det gør mig enormt trist at høre, at mange ikke synes, de har råd til at give deres børn de oplevelser andre børn får. For mig har det at lave noget sammen og opleve sammen ikke nødvendigvis noget med økonomi at gøre.

Efterhånden har jeg gjort det så mange år, at det falder mig helt naturligt. Men jeg ved godt, at det kan være svært at finde på, hvad man skal lave, så her er en række lette og minderige vintertips, der kan tages i brug her i julen og fridagene og hvor det slet ikke er økonomien, der er det afgørende.

  • Gå en tusmørketur.
  • Hold skumringstime – sluk alt lyset, når mørket falder på. Snak, læs højt, syng.
  • Spis aftensmad på et tæppe i stuen, og leg, I er på skovtur – også selvom I er voksne.
  • Tag godt med tøj på, varm saft i termokanderne, tænd et bål i skoven eller haven og rist pølser
  • Giv hinanden en fodmassage inden sengetid med blid musik på højtaleren
  • Læs en god bog højt for hinanden
  • Gå en mørketur – evt. med en lanterne eller en lommelygte.
  • Væk børnene eller din partner en mørk vinternat, lav varm kakao, og kig på stjerner – eller gør det til en særlig stund med dig selv.
  • Stil vækkeuret og stå op en nat, hvor der er særlig mulighed for at se tordenvejr, nordlys, stjerneskud.

Eller den vilde. Måske er det i denne weekend, du beslutter dig for at prøve at vinterbade med børnene eller vennerne –  hvis det er første gang, garanterer jeg, at I aldrig glemmer det!

Her følger derfor en lille guide:

  • Det vigtigste er at beslutte sig hjemmefra .
  • Står I først på stranden og mærker efter med storetåen og synes det er koldt, kommer I aldrig i.
  • Klæd om hjemmefra – det er bedst og hurtigst ikke at have badetøj på, når du bader, men ellers nøjes med et par trusser, hvis du er blufærdig.
  • Ifør jer en god, lun badekåbe og et par sko, der er lette at tage af og på – klipklapper for eksempel. Og tag et håndklæde med selvfølgelig.
  • Kør ud til en strand
  • Beslut jer inden I står ud af bilen – at nu er det nu og gør det så meget hurtigt
  • Herefter er det I tænker: Hvad f….. har vi gang i !Fortsæt.
  • Løb ud i vandet, smid jer ned, så snart det er dybt nok til det
  • Løb ind, nu gør det ondt i skinnebenene
  • Tag sko på som det første, eller stå på en avis eller lignende
  • Mærk nu efter, hvordan det hiver og flår i huden, blodet ruller, I griner og varmen kommer

Tag evt. et par termokander varm saft eller cacao med og nyd dem lige efter

Klap jer selv på skulderen for at have gjort noget grænseoverskridende og uforglemmeligt sammen.

Rigtig glædelig jul!

Trine