I aftes da jeg åbnede køleskabet for at finde ud af hvad vi skulle spise til aften kom jeg til at tænke på, hvor meget mit tankesæt har ændret sig det seneste år. Før lavede jeg altid ” en ret” hver aften. Altså kød, ris/pasta/kartofler og grønt. Ikke at det ikke var sund, men det var kedeligt. Og jeg lavede altid for meget. Jeg havde mange rester, som jeg gemte, men altid glemte og derfor måtte smide ud igen.
Så løsningen er flere små retter – tapas om man vil, gerne suppleret af en salat eller lidt fra fryseren. Så jeg fandt en rest gedeost, smurte den på et par skiver ristet hvedebrød og toppede med de tre skiver røget hellefisk, jeg havde til overs fra weekenden. Et halvt andebryst blev lunet og to kartofler braset. Et lidt slattent rødkålshovede fik bunden skåret af og kom i iskoldt vand og blev senere finthakket og serveret med appelsinskiver, nigella frø og ristede pinjekerner. Jeg kogte også en halv pose soyabønner og puttede en hjemmelavet dressing ovenpå. Der var mad til fire personer, køleskabet blev tømt og alt blev spist op.