Brød er det oplagte sted at starte, hvis man ønsker at spare på husholdningsbudgettet, men for mange er det også uoverkommeligt at komme igang. Min egen erfaring er, at er jeg inde i rutinen går det let og jeg får lavet dej imens jeg alligevel laver mad eller vasker op. Men kommer jeg af en eller anden grund ud af rutinen er det svært at få startet igen.

Men der er også et par andre varer, hvor det både praktisk og økonomisk godt kan lade sig gøre, at lave tingene selv.

Pesto
Som regel koster pesto flere hundrede kroner literen og smager ikke i nærheden af det man laver selv. Så næste gang den står på pesto, så grib ud efter en bøtte med frisk basilikum istedet, put bladene, et stykke parmesan, et fed hvidløg og noget god olivenolie i en kande og blend det med stavblenderen til det får den rette konsistens.

Mysli
Mysli bliver bare SÅ meget bedre, hvis man selv laver den. Dels kan man blande sine egne yndlingsingredienser , putte det i en bøtte og have en fin og billig mysli.  Man kan også riste det på panden i lidt smør – så bliver den crunchy og lidt mere kalorierig. Hvis man blandet lidt honning i og hælder det ud på en badeplade og lader det størkne, kan man ovenikøbet lave sine egne myslibarer til at tage med.

Frugt og nøddeblanding 
Det er så fristende, når de ligger i kioskerne og supermarkederne, de små poser med tørret frugt og nødder, men blandingerne er rasende dyre. Bland i stedet nødder, tørrede tranebær, tørrede bananer, peanuts eller hvad du nu bedst kan lide i en beholder derhjemme og hæld lidt i en bøtte, når du skal på tur.

Croutoner
200 kr. kiloet koster de cirka. For gammelt brød – det er mig en gåde, at det kan sælges! Smid aldrig gammelt brød ud. Rist det på panden i olivenolie eller frys de opskårne stykker ned, så du altid kan lave en frisk portion.

Chips
De fleste poser chips koster over 100 kr. kiloet og det er faktisk så let og billigt at lave derhjemme – omend det indrømmet, tager noget tid. Skær kartoflerne i papirstynde skiver, tør dem og steg dem i en lille gryde med skoldhed olie. Drys med salt! De smager SÅ meget bedre, og så spiser man lidt mindre af dem, fordi de er mere fyldige.