For nogle år siden cyklede jeg tilfældigvis forbi butikken Holly Golightly i København og så en Balenciaga-taske i vinduet. Det var en unika-taske, med guldnitter og i eksklusivt skind, den eneste i Danmark i netop den farve og helt afsindigt dyr. 11.000-12.000 kr. Min daværende kæreste havde et par uger forinden spurgt, hvad jeg ønskede mig i fødselsdagsgave, og lidt ironisk sendte jeg ham nu et billede af tasken. Og glemte så ellers alt om den.
Indtil jeg pakkede den ud på min fødselsdag.
Han var direktør i en international virksomhed, rejste meget og tjente styrtende, men det var stadig en ekstravagant gave, og jeg blev faktisk mere forlegen end begejstret. Og forvirret. For et par dage før min fødselsdag havde vi haft et stort skænderi, efter jeg havde opdaget, at han chattede kvinder op på Facebook.
Gaven var derfor født med en ret dårlig karma af aflad. Havde jeg været klogere – og mindre skør af forelskelse – havde jeg returneret den. Og manden, naturligvis.
Det sidste skete nogle måneder senere, men tasken blev liggende i skabet flere år efter. Indtil jeg en dag besluttede mig for at sælge den på Trendsales og give pengene til et velgørende formål.
Tasken, der selvfølgelig mindede mig om en kærlighedslussing, mindede mig også om en tid, hvor forbrug og friværdier var trådt i stedet for moralske værdier, og hvor vi købte os fra det, vi burde tage ansvar for. Hinanden, f.eks.
Når jeg i dag ser kvinder på Strøget med ikontasker til latterligt mange tusinde kroner, ser de i mine øjne bare fattige ud – i mere end en forstand. Et pay-off som L’Oreals “Fordi Jeg Fortjener Det” virker også komisk og som en fribillet til et ufinansieret merforbrug.
Engang for ikke så længe siden grinede vi af shopaholic- og Nynne-typerne, der kludrede rundt i tilværelsen og snublede over den ene rudekuvert efter den anden og var på fornavn med deres bankrådgiver, fordi der konstant var overtræk på kontoen. I dag ser vi dem i Luksusfælden, og jeg ved ikke, om der længere er så meget at grine af. Det nuttede er veget for det uansvarlige.
At der er kommet en nøjsomhedsbølge her i 10‘erne, er formentlig en klar reaktion på 00‘ernes overforbrug. Men jeg hilser den velkommen. Det er dog lidt sjovt, at kongehuset fortsætter med at leve, som om Danmark ikke havde oplevet en økonomisk krise; de forbruger fortsat maksimalt og arbejder minimalt. Mary får f.eks. specialfløjet en frisør til New York, så hun kan få sat lokkerne for 16.000 kr., og dronningen får forhøjet sin apanage, mens kongehuse andre steder i Europa beder om at få deres nedsat i solidaritet med en befolkning, der må spænde livremmen ind.
For mig at se knytter den nye nøjsomhed sig til et ønske om en mere etisk livsstil. Jeg ønsker personligt at give et samfund videre til mit søn, som er lidt bedre end det, jeg selv overtog, og jeg vil hellere have oplevelser med dem, jeg elsker end at købe et par stiletter fra Louboutin og en taske fra YSL. De ting har mistet deres værdi for mig.
Jeg gav pengene til velgørenhed for at gøre noget meningsfuldt med dem. Tasken blev købt af en kvinde, der blev oprigtigt glad, og pengene er gået videre til mennesker, der har behov for hjælp. Og jeg tror på, at vi bliver gladere af at give end af at få. Jeg gør i al fald.
Anne Sophia Hermansen og hendes taske
Er den kvinde der erhvervet sig din “kærlighedslussing”, også fattig, trods hendes oprigtige glæde over sine nye taske? Eller er det en anden snak, end de mennesker du omtaler, som går på strøget med deres fine mærkevarer tasker. (måske de ikke har råd til at anskaffe den), men det er vel deres egen sag”
Personlig mener jeg du har en fin pointe. Men HUSK på ikke at fordømme andre, fordi de har en anden holding til, hvad der er VIGTIGST for dem.
Jeg er overbevist om, at vi alle har en drøm. Om det er at give penge til velgørenhed eller det er at købe os en dyr taske, bil, et hus el., så har vi alle ret til det vi drømmer om.
Vi er ikke GUD! og heldigvis for det. Men vi er alle mennesker som kan hjælpe andre med en smule mere rummelighed i hverdagen.
Så længe leve OS ALLE om vi er til GUCCI, Louis Vuitton, Louboutin eller blot ønsker at hjælpe den 3. verden!
“Når jeg i dag ser kvinder på Strøget med ikontasker til latterligt mange tusinde kroner, ser de i mine øjne bare fattige ud – i mere end en forstand”. Sikke dog en fordomsfuld og uigennemtænkt kommentar.
Hvis folk købte kvalitet i stedet for en masse billig møg, der hurtigt går i stykker og ikke ældes pænt, ville vi kunne skrue forbruget voldsomt ned. Hele H&M og Bestseller m.m. køb-og-smid væk mentaliteten er da i den grad belastende for både vores miljø og privatøkonomi.
I takt med at min egen økonomi er blevet bedre, har jeg fået en dyrere smag og køber dyrere tasker, tøj og andre forbrugsgoder. Og ud over af jeg er totalt vild med mine nu to Mulberry-tasker, som jeg bruger dagligt (en større til arbejdsbrug og en mindre til festbrug) kan jeg også se, at de på lang sigt sparer mig for en masse penge. For jeg bliver ikke længere fristet til hvert år at købe flere nye, billige tasker, som er slidt op eller grimme efter kort tids brug.
Det samme gør sig gældende med smykker og tøj. Ved at købe ordentlig kvalitet – og spare op til de ting, du VIRKELIG ønsker dig og har brug for – får du ting, der kan holde resten af dit liv (nogle af dem endda i flere generationer).
En anden sideeffekt ved at købe fx gode, langtidsholdbare kvalitetsmærkevarer er også, at hvis du skulle blive træt af dem, kan du få en del af din investering tilbage når du sælger dem. Se fx hvad mærkevarer inden for tasker, tøj, smykker og sko sælges for på fx Trendsales. Hvis du køber en “noname” taske/sko/frakke til 500, 1.000 eller 1.500 kroner er den stort set ingenting værd fra det øjeblik, du har taget den i brug.
Kære Inge. Ingen betvivler vel, at kvalitet er at foretrække. Heldigvis kan man også få meget kvalitet for mindre end 12.000 dask. Bedste hilsner Trine
http://www.dagbladet.no/2012/02/17/magasinet/god_torsdag/vendepunktet/simple_living/sparing/20277344/
Jeg ved ikke, om det lykkes mig at indsætte linket. – Men det handler om norske Siri, lærer, – i et helt år brugte hun Ingen penge. (Jo, selvfølgelig på mad, varme, husleje og lys) men ellers Ingen penge.
Siri er alene-mor til en eller to store børn, – det husker jeg ikke lige.
Men jeg husker, at hun sparrede: 100000,- !!!! på et år. – Nettokroner!!
Artiklen fortæller, at hun gav halvdelen til en familie i nød.
Meget, meget tankevækkende, synes jeg.
Hvis man ikke kan læse artiklen på linket, så søg efter Siri nyter Å spare på alt. (Dagbladet.no)
TAk D – jeg har tidligere læst om Siri og også skrevet en artiken om hende her på nojsom.dk: https://nojsom.dk/mod-hr-og-fru-nojsom/hello-world-2
Er ret enig med dine holdninger, selv om det hurtigt kan lyde lidt frelst og gå fra den ene yderlighed til den anden, med en vis “bedrevidenhed” til følge. Den samme som man ser hos ny-religiøse eller folk der har fundet en ny kur (stenalderkost) etc.=meget frelste. Gør som os “Vi har fundet sandheden”
Jeg er selv helt uforståndende, når jeg fornemmer hvor “dødsensvigtigt” det er for folk i min omgangskreds at få den nye Iphone eller sindssygt dyre taske også selv om det betyder de så må spare på i (mine øjne) langt vigtigere ting såsom ordentlig mad, tandlægebesøg, Hpv-vaccine etc etc. Jeg fatter ikke at de lader sig definere af disse mærker og at jeg omvendt bliver vurderet som “mindre værd” “fattig” fordi jeg fravælger disse ting (på trods af at jeg har rigelig råd og i nogen tilfælde bedre råd end omtalte ovenfor), frustrerer mig til tider.