For nogle år siden cyklede jeg tilfældigvis forbi butikken Holly Golightly i København og så en Balenciaga-taske i vinduet. Det var en unika-taske, med guldnitter og i eksklusivt skind, den eneste i Danmark i netop den farve og helt afsindigt dyr. 11.000-12.000 kr. Min daværende kæreste havde et par uger forinden spurgt, hvad jeg ønskede mig i fødselsdagsgave, og lidt ironisk sendte jeg ham nu et billede af tasken. Og glemte så ellers alt om den.

Indtil jeg pakkede den ud på min fødselsdag.

Han var direktør i en international virksomhed, rejste meget og tjente styrtende, men det var stadig en ekstravagant gave, og jeg blev faktisk mere forlegen end begejstret. Og forvirret. For et par dage før min fødselsdag havde vi haft et stort skænderi, efter jeg havde opdaget, at han chattede kvinder op på Facebook.

Gaven var derfor født med en ret dårlig karma af aflad. Havde jeg været klogere – og mindre skør af forelskelse – havde jeg returneret den. Og manden, naturligvis.

Det sidste skete nogle måneder senere, men tasken blev liggende i skabet flere år efter. Indtil jeg en dag besluttede mig for at sælge den på Trendsales og give pengene til et velgørende formål.

 

Tasken, der selvfølgelig mindede mig om en kærlighedslussing, mindede mig også om en tid, hvor forbrug og friværdier var trådt i stedet for moralske værdier, og hvor vi købte os fra det, vi burde tage ansvar for. Hinanden, f.eks.

Når jeg i dag ser kvinder på Strøget med ikontasker til latterligt mange tusinde kroner, ser de i mine øjne bare fattige ud – i mere end en forstand. Et pay-off som L’Oreals “Fordi Jeg Fortjener Det” virker også komisk og som en fribillet til et ufinansieret merforbrug.

Engang for ikke så længe siden grinede vi af shopaholic- og Nynne-typerne, der kludrede rundt i tilværelsen og snublede over den ene rudekuvert efter den anden og var på fornavn med deres bankrådgiver, fordi der konstant var overtræk på kontoen. I dag ser vi dem i Luksusfælden, og jeg ved ikke, om der længere er så meget at grine af. Det nuttede er veget for det uansvarlige.

At der er kommet en nøjsomhedsbølge her i 10‘erne, er formentlig en klar reaktion på 00‘ernes overforbrug. Men jeg hilser den velkommen. Det er dog lidt sjovt, at kongehuset fortsætter med at leve, som om Danmark ikke havde oplevet en økonomisk krise; de forbruger fortsat maksimalt og arbejder minimalt. Mary får f.eks. specialfløjet en frisør til New York, så hun kan få sat lokkerne for 16.000 kr., og dronningen får forhøjet sin apanage, mens kongehuse andre steder i Europa beder om at få deres nedsat i solidaritet med en befolkning, der må spænde livremmen ind.

For mig at se knytter den nye nøjsomhed sig til et ønske om en mere etisk livsstil. Jeg ønsker personligt at give et samfund videre til mit søn, som er lidt bedre end det, jeg selv overtog, og jeg vil hellere have oplevelser med dem, jeg elsker end at købe et par stiletter fra Louboutin og en taske fra YSL. De ting har mistet deres værdi for mig.

Jeg gav pengene til velgørenhed for at gøre noget meningsfuldt med dem. Tasken blev købt af en kvinde, der blev oprigtigt glad, og pengene er gået videre til mennesker, der har behov for hjælp. Og jeg tror på, at vi bliver gladere af at give end af at få. Jeg gør i al fald.

Anne Sophia Hermansen og hendes taske

Tilmeld Nyhedsbrev

Modtag hver måned grønne tips og inspirerende historier om mennesker, der skridt for skridt går i en grønnere retning.

Tak for din tilmelding