Malene Lei Raben har skrevet denne klumme for nogle år siden.  Den handler om at udvikle sin sans for ‘nok’. Og den er stadig lige aktuel.

Inden jul faldt jeg over en bog skrevet af John Naish med titlen ”Nok”. At dømme på omslaget handler den om, hvordan moderne mennesker i et overflodssamfund kan lære at narre os selv til at acceptere et mindre forbrug. Vi har vi langt mere, end vi kan bruge, nyde eller betale. Det forhindrer os ikke i fortsat at stræbe efter endnu mere, men det gør os samtidig syge, trætte, overvægtige, stressede, vrede og dybt forgældede. Jeg fik desværre ikke købt bogen men har tænkt over ”Nok” i hele julen og udført mine egne studier, inden jeg får læst den autoritative udlægning.

Da Stein Bagger turede rundt i Dubai foregik det i tre hvide Rolls Royce biler, selvom man må tro at én havde været nok. ”Nok er nok” sagde Gitte Seeberg da hun smækkede med døren til de konservative. Men det er ikke det nok, jeg leder efter, for hun havde fået for meget og ikke for lidt…

Når jeg spørger min yngste datter, om hun har fået nok julegaver er svaret ”har jeg fået lige så meget som min storesøster? Bare jeg ikke er blevet snydt!”. Heraf kan jeg udlede at ”Nok” er relativt og afhænger af, hvad de andre har – ikke blot storesøster men formentlig også klassekammeraterne. Min søster forklarede ærgerligt, at hun ikke fik fred med sin bolig, fordi lige så snart hun havde fået det sofabord, hun havde ønsket sig så længe, mistede det al betydning idet hun nu kun kunne tænke på, at hun også manglede en ny sofa. Anskaffelsen af det man længes efter er altså ikke automatisk ”nok”. Det er blot det ene objekt der fylder opmærksomheden nu og her, og når det så er krydset af på anskaffelseslisten, får man udsigt til alle de andre dejligheder, verden har at byde på, og som så bliver mål for ens drømme. For min datters vedkommende betyder det, at hun med tiden vil plage om et nyt Nintendospil, selvom hun ikke blev snydt til jul.

I en artikel i Børsens eksklusive livsstilsmagasin ”Pleasure” læste jeg en artikel om amerikanske psykoanalytikere, som har speciale i behandling af meget rige mennesker. En undersøgelse viste (og jeg citerer frit efter hukommelsen) at knap halvdelen af de personer som har en formue på 250 millioner kr. ikke syntes, at de har penge nok.

Jeg konkluderer altså, at oplevelsen af at have nok, dels er afhængig af, hvad omgivelserne har og ikke har noget endegyldigt facit, og at den på ingen måde hænger sammen med, hvad der skal til for at sikre livets opretholdelse.

I omtalen af John Naish’ bog forklares det, at vi er genetisk disponeret for grådighed, og at denne grådighed har sikret os overlevelse igennem tusinder af år. Den som havde mest, havde størst chance for at overleve. Vi er altså at sammenligne med egern, der samler flere nødder til forrådskammeret end den kan spise eller som en forslugen hest, der æder sig i ihjel, hvis den får lov. Mere, mere, mere – sulten lurer om hjørnet og man ved ikke, hvornår der bliver fodret igen. Der er helt primitive instinkter på spil, når mere vil have mere. Men utæmmet grådighed er risikabel for omgivelserne – den fører til lemfældig kreditpolitik, spekulative finansprodukter, for få spørgsmål til bestyrelsesmøderne og øjne, der ser den anden vej.

Når man betænker de skyhøje lønninger finanssektoren har udbetalt til sig selv gennem de senere år – over én kam er deres lønninger steget med 58 % på 5 år (dr.dk 11. marts 2008) – kan man ikke lade være med at tænke, at primitiv, forslugen grådighed har haft en finger med i spillet – aktionærerne er glade og den løn kan jo nærmest ikke mærkes på resultatet – kom lad os give den gas i et ubevogtet foderkammer! Men hvordan mærker man forskellen med f.eks. 5 mio. kr. i løn og 8? Havde 8 mio. f.eks. været nok i stedet for de 12,1 mio. kr. Peter Straarup fik i samlet vederlag i 2007? Ja, jeg ved det uheldigvis ikke. Jeg ønsker mig en ny taske..

En ven med et vellønnet topjob fortalte mig, at han tjener flere penge end han nogensinde kan bruge. ”Jeg aner ikke hvad jeg skal bruge dem til” sagde han. På forbilledlig vis har han ikke sat sit privatforbrug nævneværdigt op, der er ikke fladskærme eller designmøbler i alle rum eller Guccimærker på alle tasker. Han ved tydeligvis, at han har nok og har ikke brug for mere. Omvendt med Asger Jensby der havde brug for en villa på 1.000 m2 i Norge. Har han hjemmeboende, meget pladskrævende børn? Jeg forsøger at leve mig ind i beslutningsprocessen – dér hvor Asger og frue besluttede at 700 m2, dét var simpelthen ikke nok. Det må være de grimme, tunge norske træmøbler, der tager al den plads.

At udvise mådehold er i virkeligheden at gå imod sin genetiske disposition – et udtryk for civilisering og ægte forfinelse modsat utæmmet grådighed, som er at lade det primitive urmenneske tage magten. Min nye guru siger, at vi må udvikle en anden overlevelsesstrategi rettet mod den overflodskultur vi selv har skabt. Vi har brug for at udvikle en sans for ”Nok”. Hermed inspiration til nytårsforsættet. Måske kan jeg i virkeligheden undvære tasken.