Af journalist på Weekendavisen Heidi Laura
Det begyndte med en sær følelse af sorg og lidt kvalme, når jeg så ud over de tusindvis af udsalgsvarer, som ingen ville have sidst på udsalget, selv ikke til foræringspris. Hvor absurd, at disse ting var blevet fremstillet og transporteret over lange distancer uden grund. Jeg følte mig næsten lidt ansvarlig for at give dem et hjem, men hjemme havde jeg allerede alt for meget. Og lige så stille begyndte jeg også at se kritisk på den samling af ting, jeg slæber med mig gennem livet. Mit hjem, mine sager, mit fyldte klædeskab.
Jeg elsker smukke ting, jeg kan faktisk ikke leve uden at omgive mig med ting, jeg nyder, og uden at gå i tøj, jeg synes er superklædeligt. Jeg er ikke bare forfængelig, jeg udtrykker mig også gennem tingene og føler mig fremmedgjort i et grimt rum eller iført noget, jeg ikke kan lide. Men derfra og så til at have så meget? Sandheden er, at man slet ikke har tid til at nyde sine ting, når man har for mange af dem. Rent bortset fra, at det er spild af ressourcer at købe halvgode ting, som ikke holder.
Så skete der to ting, i en langsom bevægelse over flere år: Mit hjem blev mere og mere indtaget af solide, langtidssikrede møbler, mange af dem gode ældre ting fra 1950erne og 1960erne, dengang man stadig lavede ting for at de skulle holde. Og min garderobe begyndte at fordele sig på en lille kerne af uopslidelige små uldne kjoler, som er rettet til præcis til mig – og en hel del genbrugs- og byttetøj. I dag lever jeg sammen med mange ting, som har haft et langt liv, før jeg kom ind i det. Mit arkivskab har stået og passet på regnskaber i et kontor i Klampenborg, ser det ud til. Lamperne har boet rundt omkring, mange af dem er fra 50erne. Hvem der før mig har gået på de iranske tæpper, gad jeg nok vide. Tøj og sko har vandret rundt i verden på andre kroppe, nogle gange har jeg mødt de tidligere ejere, når jeg købte tøjet på loppemarked eller nettet. Men rigtig meget af det kommer fra veninder, som et par gange om året stiller op til den store tøjbyttedag, hvor alle hurtigt ender med at strippe ned til undertøjet og prøve de andres gode aflagte tøj. Alle må få alt det, de kan lide. Hvis flere forelsker sig i samme ting, afgør gruppen kærligt, hvem der ser allerbedst ud i den. Alle går hjem med den kildrende følelse af: noget nyt.
Det er let at fordømme shopping, hvor tids største lykkebringer (engang bad man folk sige “cheese”, for at de skulle smile sødt på billeder, så blev det “sex” og til sidst blev det “shopping”, har jeg hørt). Men hele denne besættelse af at skaffe sig nyt, tror jeg skyldes to ting: stenaldergener og så menneskets dejlige nysgerrighed. I så uendelig mange generationer har det været en god ide at skaffe sig et forråd og at have rigeligt til hårde tider. Men det går amok for os nu, fordi de hårde tider aldrig rigtig kommer.
Vores hjerne tripper på følelsen af, at vi er ved at skaffe os noget, gøre et kup: Hvis man skanner hjernen kan man se, at begejstringshormonerne pifter rundt lige FØR man køber noget. Så snart købet er gjort – er vi tilbage til normalen igen. Den følelse kan det være en god ide at lære at tackle mere modent i vores del af verden, hvor de fleste reelt har for meget. Men nysgerrigheden ved at prøve noget nyt, herunder nye ting – den skal vi da bevare. Vi er jo en nysgerrig og nyskabende art, hurra for det. Og her kommer bytteriet og genbruget ind i billedet. Der er ting nok i verden til at gøre verden smuk – så lad os dog gøre det. Og måske lære lidt af japanerne, som har begreb for “fattig skønhed”: at også det slidte ofte er smukt.
Tilbage til klædeskabet: Jeg satser på ting, der holder lige til de er slidt smukt op. Og på at det, som jeg ikke længere får brugt, skal have et nyt liv hos andre. Så kan nogle af deres ting komme hjem til mig. Når jeg køber tøj, er det derfor enten semi-skræddersyede ting (en gang eller to om året), loppefund eller genbrug fra nettet. Men lige for tiden har jeg faktisk svoret et halvt års tøjindkøbsstop til Facebook-gruppen Non Shoppers, og det føles vidunderligt fredeligt.
I stedet vil jeg snart give min store og uundværlige samling af tøj halvårstjekket: Alt skal ud af skabet og ned fra bøjlerne. Alt! Det jeg ikke har lyst til at gå i mere, og som er i fin stand, skal i tøjbyttebunken. Det, jeg ville ønske, jeg fik gået mere i, får førsteprioritet: Det prøver jeg at sætte sammen på nye måder til gode sæt. (Hvis det alligevel ikke slår an, ryger det i tøjbyttebunken næste gang.) Jeg bliver altid overrasket over ting, jeg længe har glemt, og nye kombinationer, som er oplagte og fantastiske, men som ikke var til at se for bar tøj. Jeg overvejer også tit, hvilke sko, der ville være gode til. De nye sæt kommer tilbage i skabet sammen med alt det, jeg i forvejen bruger hele tiden – nydeligt og overskueligt. Det er faktisk som at få en ny garderobe.
Man kan med fordel give køkkenskabene samme tur: Der er altid flere lækre sager, end man troede. Så kan man se at få dem brugt. For slet ikke at tale om alle de andre gemmer: skabene, loftsrummet, kælderrummet. Tjek dem! Giv ting videre, eller reparer dem og brug dem igen – kasser det ubrugelige og lov dig selv, at du ikke køber mere bras.
Skal det være – så skal det være godt. Det er for mig indbegrebet af den nye nøjsomhed. Og måske ligger rigtig meget af det gode allerede og gemmer sig i bunkerne. Hos dig eller dine venner. Sammen har vi faktisk allerede nok.
Som min gode oldemor altid sagde: Man behøver kun to spadseredragter. Så kan man forny sin påklædning med forskellige farve skjortebluser, handsker, hatte, tasker og sko. Det er faktisk et genialt godt råd. En grund-gardarobe + farverigt tilbehør. Og ja, helt enig i øvrigt.
Jeg er helt enig: skal det være, så skal det være godt. Jeg nyder at eje ting, som er i så god en kvalitet, at jeg ved jeg kommer til at eje dem for evigt – og at de forhåbentligt kommer til at stå i mine børns hjem, når de engang bliver voksne og jeg er væk. Jeg ejer også mange gamle ting. Jeg tænker på min bedstemor – som døde for 25 år siden – hver eneste gang jeg tager hendes gamle glasskål frem. Jeg værner om den og kunne aldrig drømme om at smide den ud. Dens værdi er for mig uvurdérlig.
Sagen er, at ting har potentiale til at bære fortællinger om tid, kultur og mennesker i sig. Og de fortællinger går vi glip af i en køb-og-smid-væk kultur. Jeg læste for nylig på b.dk, at IKEA og discountbutikkerne har kronede dage, fordi vi i nøjsomhedens navn køber billigt. Det bekymrer mig. Vi lader jo ikke ‘Lack’ bordet fra IKEA gå i arv til vores børn, og de historier bordet har været vidne til forsvinder på forbrændingen. Desuden er det kulturelle tab kun et lille problem; de miljømæssige konsekvenser af at købe ting for bare at smide dem væk igen er uoverskuelige.
Ting, som er i god kvalitet og lavet i gode materialer, kan holde for evigt og bære historier om den tid vi lever i og de mennesker vi er, videre til dem der kommer efter os. Så udover at bytte, dele og genbruge, skal vi sørge for at, at de nye ting ve køber har en kvalitet, som kan holde i mange år, og bære historerne om dem vi er og den tid vi lever i videre til dem der kommer efter os. Jeg er ligeglad med, om et sofabord er skabt af Arne Jacobsen eller snedkereret af Emil fra Lønneberg, så længe kvaliteten er god og bordet har en stil, som du kan holde ud at se på i mange, mange år. Så drop IKEA, H&M og discountbutikkrne. Køb færre ting, men køb dem i en kvalitet der holder og i et design som du kan stå ved. Og glæd dig så ved tanken om, at de om 50 år fortæller historier om dig, din tid og den kultur du lever i til dem der kommer efter dig.
Når nøjsomhed får os til at fylde verden med billige ting i dårlig kvalitet, som bliver smidt ud efter få år:
http://www.business.dk/detailhandel/ikea-vil-aabne-flere-danske-varehuse
Nøjsomhed er ikke at købe billigt, men at købe færre ting i en kvalitet der holder. Tænk kvalitet og bæredygtighed og investér i arvestykker!