Jeg bliver så glad, når jeg får mails og beskeder fra nøjsomme læsere rundt omkring i hele landet. Men denne mail fra Jette fra Aalborg fik mig godt nok til at snappe efter vejret. Efter at Jette systematisk har gået alle familien udgifter igennem og bl.a. er begyndt at lave madplan sparer familien 20.000 kr. om måneden. Det lyder helt vildt. Men her er hendes fortælling.

“Jeg er lærer, mor til fire børn, de tre er hjemmeboende endnu. Jeg har siden sommer været på “forbrugsstop”.  Jeg fik simpelthen nok af forbrug i alle mulige afskygninger. Processen har været i et langsomt flow over de sidste år, og det er så sjovt, at finde et site, der netop skriver om de samme ting, som jeg selv er igennem. Underligt som tingene af og til passer sammen.

Jeg begyndte efter sidste sommer at “forfølge” vores penge. Hvor gik de egentlig hen? Vi har to gode lønninger, min er en lærerløn. Min mand får udbetalt ca. 4000,- mere end mig om måneden. Så vi mangler ikke noget, men har nok samme indtjening som rigtig mange mennesker, her hvor vi bor.

Jeg meldte os ud af alt muligt i sensommeren, lige fra Danmark, ekstra forsikring, fastnettelefon, fitnessklub og lign. Jeg begyndte at hæve 1200,- til hver uge i madpenge. Lave madplan og kun handle to gange om ugen. Vi spiser sundt og almindeligt, har en-to dage med grød eller grøntsagssuppe/ eller rugbrød med fiskepålæg. Jeg bager nu alt vores hvide brød, hvilket også sparer penge. 1200,- lyder ikke af meget. Men jeg handler stort ind én gang først på ugen i Netto. Her bruger jeg ca. 600-700,- hvilket dækker det meste til ugen. Resten af beløbet bruges så med stor fornøjelse én gang hos fiskehandleren, og hos slagteren. Pludselig betyder det intet at give 120,- for 4 stykker frisk laks, når jeg kan se, pengene ligger i pungen. Det skal nævnes, at vi altid har nydt havregrød og gryn til morgenmad, og ikke drikker købejuice. Men disse ting har vi aldrig gjort, så dette er ikke nyt for os. Vi drikker vand og har madpakker og et stykke frugt med;-)

Jeg har ikke købt tøj overhoved siden kun  en enkelt kjole i efteråret. Vores børn får kun nyt, når de mangler. Dette har vi egentlig altid praktiseret, nu gælder det også mig. Og det var åbenbart også hér, jeg kunne finde penge…

Jeg købte før i tiden hver uge Alt for Damerne, og hver måned Costume. Nu læses de på biblioteket.

I stedet for at møde veninderne på café, lokker jeg dem nu med en gåtur i skoven, og på hjemmebagt brød og kaffe hjemme bagefter. Selvfølgelig er der stadig plads til udskejelser, men som man først får dette nye system ind under huden, så bliver det nemmere og sjovere på denne måde. Og jeg føler Ingen afsavn ved vores nye levemåde.

Vores madbudget, og mit kuvertsystem (1200,- i kuvert til hver uge) har sparet os for utrolig mange penge. Når måneden begynder tænker jeg, at ca. 5000,- går til mad (4 gange 1200 plus lidt ekstra) Der efter sætter jeg 5000,- af til “det andet”. En gave, en tur på café, en biograftur med de yngste, en tandlægeregning, en cykellapning, skolefoto osv. Dette betyder, at vi faktisk (Sidder du ned?) kan spare HELE MIN INDTJENING hver måned!! Dvs. 20.000,- kolde kontanter hver måned!!!

Dette har vi nu gjort siden august, og bortset fra at vi ikke gjorde det i december (så var alt dækket i den dyre måned) ja, så er resten puttet i banken.

Det er vildt, hvad man kan spare, når man har øje for det;-)

Sparer penge i hverdagen.