Der er rundt regnet fire strategier man kan benytte sig af, hvis man vil have flere penge mellem hænderne. At forhandle. At spare. At tjene mere. At optimere.

Jeg er efterhånden blevet ret god til at forhandle.

Bare indenfor den sidste måned har jeg ringet til mit forsikringsselskab og fået en billigere bilforsikring. Jeg har fået abonnementsprisen på min alarm sat ned – bare ved at ringe. Jeg har også fået et billigere mobilabonnement til min søn, det kostede også kun en opringning.

Da jeg købte min røremaskine (i Den Blå Avis) fik jeg lige lidt ekstra tilbehør med og sådan er det gået op for mig, at der er mange ting, man kan forhandle pris om. Faktisk er det en god idé at tage udgangspunkt i, at det meste kan forhandles. Det har jeg aldrig vidst før

Hvis du vil have lidt tips til, hvordan du forhandler pris, så se her:

I en forhandlingssituation kan man tale om mål, smertegrænse og udgangspunkt.

  • Målet er den pris, man gerne vil nå frem til. Smertegrænsen er det man absolut ikke vil gå over. Udgangspunktet er den pris varen sælges til uden forhandling.Har man afklaret de tre ting er det lettere at forhandle.
  • Varens kategori er vigtig at kende. Hvidevarer, tøj, forsikringer, biler, mobilabonnementer kan forholdsvis let forhandles. Apples produkter kan man som regel ikke gøre noget ved ej heller de fleste andre spillekonsoller, computere etc.
  •  Hvis du handler i en fysisk butik, så sørg for at have dialog med den person, der har mandatet til at forhandle. Det er som regel ikke den yngste. Indled i øvrigt en god dialog med vedkommende – lidt smalltalk får samtalen og dermed forhandlingen til at glide lidt lettere.
  • Det er som regel lettere at forhandle i et område, hvor der ligger mange konkurrerende butikker eller i en branche, hvor konkurrencen er hård – mobilbranchen f.eks.
  • Og husk så, at lykkes det ikke at  forhandle prisen ned, så har jeg gode erfaringer med at forhandle om noget ekstra tilbehør – eller en lille ekstra ting.

Tips til flere penge.